Så ringede telefonen



- Kunne du tænke dig at tage med til Tour de France?


Spørgsmålet faldt tidligt i en uventet telefonsamtale for mindre end en måned siden. På et tidspunkt hvor juli måned lå i faste, planlagte rammer, der ikke inkluderede masser af svedige kilometer rundt på solskoldede, franske landeveje.


Jeg har prøvet turen nogen gange før. Tilbage i slutningen af 90’erne. Efter Bjarne Riis havde vundet løbet men stadig var en faktor i feltet. Dengang Jan Ulrich årligt ikke kunne beslutte, om han ville køre ind i Paris i en gul trøje eller tilbringe vinteren fordybet i isdesserter. Dengang Marco Pantani kortvarigt var folkehelt i Italien, og Lance Armstrong høstede sine første sejre.


Dengang der gik doping i det hele. For det ikke skal være løgn, debuterede jeg i Tour de France-sammenhæng præcis samtidig med, at Festina-massøren Willy Voet blev stoppet i Belgien med bilen fuld af dope. Og jeg med knivskarp journalistisk vurderingsevne meldte til redaktionen hjemme i København, ”jeg tror ikke det er nogen stor historie”.


Så, jo. Jeg kender turen. På godt og ondt. Fra episke præstationer på en bjergtop i strålende solskin. Til en stinkende bil i trafikprop med knurrende mave uden udsigt til aftensmad og beholdningen af rent undertøj på faretruende lav.


Alt det andet


- Men Liniger dækker jo på radioen, så hvad skal jeg lave dernede, var mit første spørgsmål, da jeg fik tilbuddet.


- Du skal skrive. Ikke så meget om selve løbet. Om alt det der foregår udenom. Fortælle historier og komme med betragtninger. Du bestemmer selv, lød svaret.


Der er mange forskellige former for opgaver i min branche. De trivielle og småkedelige, de gode, de rigtig gode, og så, med års mellemrum, dem udenfor

kategori. Tour de France på 100 års fødselsdagen med frie hænder til at fortælle historier er udenfor kategori.


Skibby og pandekagen



De sidste par uger er blevet brugt på at tænke tanker om mulige historier. Har Korsika og øens indbyggere ændre sig markant siden Asterix besøgte øen i album nummer 20? Kan jeg få talt mig ind på bagsædet af en holdbil under en tidskørsel? Jeg vil også gerne stå på Ventoux, hvor Tom Simpson døde i 1967, og mindes et af løbets største dramaer. Og hvad med maden? Jeg så engang, hvordan Jesper Skibby slugte en abnormt stor, klam pandekage sovset ind i syltetøj. Gad vide om den slags stadig er god tone, hvis diætisterne har noget at skulle have sagt.


Dette er blot et beskedent udsnit af temaer. Men de blegner alle i forhold til det ultimative mål. Kronjuvelen. Den hellige gral: At sidde ned til et måltid med Jørgen Leth. Eller i det mindste tvinge legenden til en samtale. Der er en overhængende risiko for, at jeg i givet fald ikke vil være i stand til at stille et sammenhængende spørgsmål men blot vil stirre forgabt på manden. Fokuseret og tilbedende som en labrador, der kigger på et kødben marginalt udenfor dens rækkevidde.

Men den tid den sorg. Jagten på Jørgen er i hvert fald officielt gået ind og touren står for døren.


- Kunne du tænke dig, at tage med til Tour de France? Svaret giver sig selv.


Copyright © All Rights Reserved