I sensommeren 1980 landede jeg på University of Georgia i byen Athens nordøst for Atlanta. UGA – i daglig tale – er en ordentlig kleppert af en uddannelsesinstitution med dengang omkring 30.000 studerende.


Skolens forskellige idrætshold varierede fra amerikanske fodbold i toppen af fødekæden med 80.000 tilskuere til hjemmekampene og et altid konkurrencedygtig mandskab over basketball, baseball, tennis, gymnastik til det lidt tynde øl i svømmebassinet. Det skal retfærdigvis siges, at UGA Swimming siden har foretaget et markant hamskifte og nu har været med helt i toppen i USA i en lang årrække. Men dengang var det en sløj størrelse.


De mest talentfulde amerikanske svømmere holdt sig langt væk fra Athens, og derfor var cheftræneren begyndt at rekrutterer arbejdskraft i udlandet. Så det var en broget forsamling med tre nordmænd, en svensker, en israeler, undertegnede fra Randers plus good old boys fra sydstaterne og et par rødder fra New York-området.


Holdets lavstatus på universitetet smittede af på forholdene. Svømmebassinet var en gammel svend bygget en gang i 50’erne, træningsdragterne gik i arv fra svømmer til svømmer, men der hvor de små kår for alvor kom til udtryk, var når vi skulle i konkurrence på udebane. Glem alt om flytransport eller bare komfortable langtursbusser med plads. Næ, vi kørte i vans /minibusser. Der var vel plads til cirka 12 personer i hver – og vi sad tæt. Det er til at leve med, hvis der var tale om en lille smuttur. Men når det er 900 kilometer til Baton Rouge i Louisiana, 700 til Tampa i Florida eller bare 600 til Lexington, Kentucky, så bliver det en kende rustikt.


Vi rullede normalt i kortege med tre busser. Da det var mange kilometer og komforten begrænset, var holdningen hos cheftræneren, at pauser ikke tjente noget formål. Hvilket i sagens natur havde betydning for toiletmulighederne.


Den åbne dørs politik


Jeg lærte hurtigt, at der var en række løsningsmuligheder i forhold til den problematik:

-Undlad at indtage væske i de sidste timer inden afgang.

-Hav en høj grad af selvkontrol.

-Tis i bukserne.

-Tis ud af skydedøren i minibussen under bevægelse på motorvejen.


Den sidste havde jeg sgu aldrig set før. Men de rutinerede drenge på holdet havde udviklet en hel teknik. Døren rives op, hovedpersonen hiver dyret frem med den ene hånd, klamrer sig til et fast punkt i køretøjet med den anden, og samtidig har en pålidelig holdkammerat et solidt tag i den urinerendes bælte og/eller øvrige beklædning. Det så livsfarligt ud, så jeg skulle ikke have noget klinket.


En dag kommer en af mine skandinaviske kolleger - jeg mener det var Steen fra Stockholm - under pres i bussen. Han skal virkelig af med vandet. Via den walkie talkie-forbindelse vi har mellem busserne, trygler han cheftræneren om et toiletstop. Og bliver afvist.


Stop throwing piss


Da han forståeligt nok ikke har nerver til at læne sig ud af et køretøj i fart, træder det kollektive intellekt, som en række hormonfyldte drenge/mænd i 18 til 22 års alderen kan byde på, i karakter med en nødplan. Vi har nemlig et papkrus. Nødplanen bliver finpudset til, at han tisser i papkruset og tømmer det ud gennem et vindue, vi åbner til lejligheden.


Det går desværre ikke smertefrit. Kort efter projektets start står det klart, at når han skal bruge den ene hånd til dyret og den anden til papkruset, mangler han et redskab til at stabilisere sin krops bevægelser. Med andre ord. Han har svært ved at ramme papkruset. Det hjælper heller ikke, at chaufføren, i et forsøg på at gøre showet mere spændende, begynder at slingre lidt fra side til side.


Pis flyver liberalt rundt i kabinen. Folk forsøger desperat at kommer i sikkerhed. For at føje spot til skade begynder papkruset så småt at være fyldt, og Steen er langt fra færdig. Under den første tømning prøver han at klemme hårdt om penis i et forsøg på at stoppe strømmen, men det har kun ringe effekt, og urin strinter på gulv, sæder og holdkammerater.


Midt i kaos vågner walkie-talkien til live, og fra den bagvedkørende bus bliver vi anmodet om ”stop throwing piss out the window”. De har nu vinduesviskerne tændt på en skyfri  sydstatsdag.


Alting får jo en ende og således også denne seance. Men kabinen lugtede lidt ramt i resten af weekenden. Og det svuppede noget på gulvet, når vi skulle ud og ind af døren. 


 

 

 


 


Copyright © All Rights Reserved