Jeg skulle bare låne en telefon


Min gamle Nissan var begyndt at udvise svaghedstegn. Den havde ellers fungeret upåklageligt i et par år, men på det seneste virkede det som om, at koblingen havde fået nok. Det var tid til et større indgreb.


På en fredag i 1990 krævede den slags dog lidt planlægning. Jeg var i gang med min praktikperiode på journalistuddannelsen, og det foregik i Holstebro. Samtidig var jeg træner for konkurrenceholdet i Viborg Svømmeklub, så bilens funktionsdygtighed var afgørende for, at hverdagen kunne hænge sammen.


Planen den fredag eftermiddag var derfor følgende: Afslut arbejdet på Dagbladet. Kør direkte videre til træning i Viborg. Fortsæt derfra hjem til mine forældre i Randers. Få en mekaniker-bekendt til at ordne bilen i løbet af weekenden. Returner med genfødt Micra til Holstebro søndag aften.


Sådan kom det ikke helt til at gå


Allerede et lille stykke udenfor Holstebro begyndte bilen for alvor at klage sig. Den kunne næsten ikke trække. Min topfart faldt til under 20 kilometer i timen, og jeg kan forsikre jer for, at den slags ikke gør en populær fredag eftermiddag på landevejen mellem Holstebro og Viborg. Jeg havde brug for hjælp.


Det er vigtigt her at betone tidsperioden, vi befinder os i. 1990 var langt, langt før mobiltelefoner var tilgængelige for den brede offentlighed. Så for personer i min situation var der kun to muligheder. En telefonboks eller spørge andre mennesker om hjælp.


Jeg var ret meget ude på landet, så telefonboksen var ikke en mulighed. Med den sidste kraftanstrengelse af fremdrift trillede bilen op foran et hus, der lå lige ud til vejen. Det lignede et nedlagt landbrug.


Velkommen


Jeg steg ud, og gik op til indgangsdøren. Der hang et lille skilt i et vindue ved siden af døren. Det var meget imødekommende, for der stod: ”Velkommen. Kom indenfor”. Hvilket var præcis, hvad jeg havde brug for at se. Gæstfrihed.


Jeg bankede høfligt på døren, åbnede den og trådte ind i forgangen. Den var indrettet som et lille venteværelse med en håndfuld stole placeret op mod væggen. Der var ingen mennesker. Til gengæld endnu et skilt: ”Ingen godter uden gummi”.


I situationen havde min hjerne lidt svært ved at erkende, at jeg var røget på bordel. Men inden tanken havde bundfældet sig, gik døren til stuen/virksomheden op, og en nydelig kvinde i midt-30erne åbenbarede sig. Hun var iført en kort silkekimono, der kun med nød og næppe dækkede det allermest private og – tilsyneladende – ikke rigtig andet.


Til egen ros vil jeg sige, at jeg hurtig fik rystet overraskelsen af mig og kom til sagens kerne. At jeg ikke stod i hendes venteværelse i lystbetonet sammenhæng, men defekt bil, telefonbehov osv. osv. Damen var et studie i imødekommenhed, og jeg blev inviteret indenfor i stuen/virksomheden, der lignede en helt almindelig stue. Bortset fra en temmelig stor seng med et meget rødt, skinnende betræk.


Status som Jesus


Telefonen blev stillet til min rådighed. Jeg skulle både have fat i noget vejhjælp – ventetid naturligvis – og jeg skulle i kontakt med nogen fra svømmeholdet. De skulle forberedes på, at jeg ikke nåede frem til træningen. Og da det jo, som nævnt, var før mobiltelefoner, trak processen lidt ud. Faktisk så længe at damen begyndte at få kunder i butikken. Så mens jeg prøvede at formidle et groft træningsprogram til teenagere i Viborg, stod hun henne ved døren og bad folk om at have tålmodighed.


Endelig ved vejs ende kunne jeg forlade stuen/virksomheden. Ude i venteværelset sad nu to gutter i kedeldragter. De kiggede bebrejdende på mig. Jeg vendte mig mod damen og spurgte: ”Tusind tak. Hvor meget skylder jeg”.  Hun svarede: ”Åh, ingenting. Det er gratis”.


Ændringen i ansigtsudtryk hos de to ventende kunder var dramatisk. Jeg gik i det øjeblik fra at være et forsinkende element i deres fyraftensfejring til status på niveau med Jesus. Jeg har aldrig, før eller siden, oplevet at blive betragtet med så meget anerkendelse og respekt.


Lang ventetid


Jeg kom ned på jorden, da jeg igen sad i bilen og ventede på Falck. Jeg holdt jo umiddelbart foran huset, fordi jeg ikke havde benyttet den diskrete parkeringsplads bag et til formålet opsat hegn. Det stod hurtigt klart for mig, at stort set alle i regionen var velorienterede om, hvilket erhverv, der blev drevet på adressen. I den times tid der gik, før hjælpen nåede frem, blev jeg konstant belønnet af de forbikørernde med lange lys, dytten i hornet, brede smil og opadvendte tommelfingre. 


Selv Falck-manden var på omgangshøjde med situationen. Så mens vi bumlede mod Viborg med Micra’en på ladet, morede han sig højlydt og borede med jævne mellemrum en albue ind i mine ribben af ren begejstring.


Episoden er endnu et eksempel på livets besynderlighed. Den ene gang i tilværelsen hvor jeg har brug for at låne en telefon af et fremmed menneske ender jeg på bordel. Men jeg kan ikke vinde en skid i Lotto. 


Copyright © All Rights Reserved