JOURNALIST

MORTEN

HAUSBORG

En hat, en kat og en regnfrakke



Jeg bruger udtrykket med ujævne mellemrum. Ikke så tit som jeg gerne vil. Meget mere end i hvert fald en af mine kolleger bryder sig om.


- Vil du ikke godt stoppe, tryglede hun engang.


Hell no. Hvis et hold er bagud med et mål og der kun er få minutter tilbage af kampen, er det oplagt at bruge de store ord:


- Nu må Silkeborg/Sønderjyske/OB/Brøndby osv. sgu til at satse hat, kat og regnfrakke, hvis de vil have point med hjem.


Udtrykket har jeg ikke bare hevet ud af den tomme luft. Det er tyvstjålet fra en alkoholiseret ludoman ved navn Ray.


Tilbage i midt 80’erne rejste jeg i USA for at se amerikansk fodbold. Florida var dengang – som i dag – en maskine, der sprøjtede high school-talenter ud. Så man behøvede ikke at lede særlig grundigt for at finde en god træning eller en kamp.


Så jeg slog mig ned i Miami. I South Beach. På Ocean Drive. Det var før Madonna, Jay-Z, Lebron James og andre berømte rykkede ind og gjorde området mondænt. Dengang man med held, forhandlingsevne og en nulstillet kræsenhed kunne finde et hotelværelse for 20 dollars for en nat.


Hvis I har set Scarface, kender I området. I starten af filmen, hvor Tony skal en tur på et badeværelse med sin fætter, en motorsav og nogle velmotiverede narkohandlere. Der hvor han efterfølgende henretter Hector nede på gaden. Det var i det nabolag, jeg boede.


Manglende vinduer


Mit hotelværelse mindede om det, hvor Tonys fætter blev parteret. Det så i hvert fald sådan ud. Da jeg første gang tændte for den larmende aircondition, skete der ikke en skid i forhold til at bringe temperaturen i værelset ned. Forklaringen åbenbarede sig hurtigt. Af de tre vinduer var der kun glas i det ene. I de to andre var det knaldet ud, og den varme luft væltede ind hurtigere end airconditionanlægget kunne følge med. Resten af indretningen levede fint op til vindueskvaliteten. Det var et shit hole.


Hotellets cirka 20 værelser blev styret af den alkoholiserede ludoman Ray med meget blød hånd. Ray var komplet uegnet til jobbet. Dels fordi han brugte ret meget arbejdstid på galopbanen. Dels fordi han var beruset det meste af døgnet. Når Ray var til stede på hotellet residerede han i verdens med rodede og møgbeskidte kontor bag receptionen. Det flød med tomme flasker, papkasser med ukendt indhold, et vakkelvornt skrivebord, en helvedes masse papirer spredt ud af en tornado og en grøn sofa, der dobbeltjobbede som seng og det eneste sted eventuelle gæster kunne tage plads.


Under Rays specielle ledelsesstil sejlede hotellet som et skib uden ror i en storm, hvilket de manglende vinduesglas blot var et af mange eksempler på. Til hans ros skal det dog siges, at han var god underholdning.


Hat, ass and raincoat


En aften blev jeg inviteret ind på den grønne sofaseng. Ray  var i skidt humør. Om mulig endnu mere sur og bitter end normalt. Jeg leverede et høfligt so-how-is-it-going-spørgsmål og blev belønnet med svaret:


- I lost my hat, ass and rain coat on the goddamn ponies.


Det havde været en utilfredsstillende dag på galopbanen.


Rays udtalelse blev noteret i min hukommelse og siden omredigeret til ”hat, kat og regnfrakke”. Selv om hat, røv og regnfrakkes også virker udmærket. Men det er jo et familieprogram.


Ray nåede i øvrigt at aflevere en anden mindeværdig udtalelse, inden jeg fandt mig et mere respektabelt sted at bo. Han brokkede sig over, at antallet af prostituerede i området ved galopbanen var steget eksplosivt.


- Jesus, women never change. Every time they smell a dollar they come crawling out like cockroaches .


Den er også god. Men sværere at få presset ind I en kamp mellem Silkeborg og Sønderjyske.

Copyright © All Rights Reserved