Om Morten

Jeg er født og opvokset i det område, der nu hedder 8920 Randers NV. Det var selvfølgelig råt og brutalt. Penge var der ingen af, det regnede konstant, og DR bragte cricketstillinger og brevdueresultater i middagssporten om søndagen. Men vi var lykkelige alligevel. Ikke mindst når DR tog sig sammen og viste finalen i Messeby-turneringen. (Jeg er faktisk ret sikker, at det aldrig skete. Men jeg er bare pjattet med navnet på den turnering).

 

Jeg blev reddet fra en succesfuld karriere i bandekriminalitet, da jeg i en tidlig alder blev afhængig af konkurrencesvømning. Den idrætsgren er lidt i stil med brun heroin. Bare på en mere ubehagelig måde. For det ikke skal være løgn var mit talent til de lange distancer, så der røg den ungdom, og jeg kom først op til overfladen, da jeg var i starten af tyverne.

 

Bjørn Lomborg og jeg

 

Svømningen nåede dog at skaffe mig et ophold på University of Georgia i USA, hvor jeg dels fik anekdoter til resten af livet, dels fik min interesse for amerikansk fodbold. Som en bonus kan jeg oplyse, at Bjørn Lomborg også har været studerende på skolen. Hvilket sandsynligvis er årsagen til, at vi ligner hinanden utrolig meget. Han er dog klart den klogeste.

 

Tilbage i Danmark læste jeg kortvarigt jura, havde en bunke forskellige jobs, der primært finansierede rejser tilbage til USA for at se mere football.

 

Midt i 80’erne snuppede jeg værnepligt hos Prinsens Livregiment i Viborg. Panserinfanteri, mine damer og herrer, rigtig soldat med ret til grave talrige huller i jorden. Prinsens Livregiment er i dag reduceret til et orkster. Jeg påtager mig min del af ansvaret for den udvikling. Det giver altid et riv i hjertet, når jeg er til fodbold og håndbold i byen, for enkelte af de røde bygninger står stadig hårdnakket tilbage.

 

Regimentets mærke var et vildsvinehoved. Jeg har overvejet at få det tatoveret et centralt sted på kroppen. Men jeg kommer altid fra det igen, fordi der er kamp i Silkeborg.

 

Nå, men tilbage til fortiden hvor tur på Sergentskolen i Sønderborg, Reserveofficersskolen i Oksbøl og seks måneder som fysioterapeutstuderende var med til at fylde tidsrummet, inden jeg i 1988 kom ind på Journalisthøjskolen.

 

Fra Randers til DR

 

Til egen forbløffelse gennemførte jeg den uddannelse med et praktikophold hos Dagbladet i Holstebro. Efter eksamen i 1992 fik jeg arbejde på sportsredaktionen på Randers Amtsavis. Her gjorde jeg mig så uundværlig, at min stilling blev nedlagt efter godt et halvt år.

 

Heldigvis stod døren åben hos DR Kanal 94 i Vejle. Her fik jeg en fremragende chef ved navn Jens Franck. Han gav mig ubegrænsede muligheder for at prøve kræfter med forskellige discipliner i radioproduktion. Det var også her jeg debuterede som sportskommentator i Sport på 3’eren. Først og fremmest takket være Jens Franck.

 

Et blivende minde fra tiden i Vejle er, at jeg både opnåede at bo på en vej, der hed Smørhullet og på en gård udenfor Østbirk, hvor Gudenåen var i baghaven, og 100.000 fluer fra kostalden væltede ind gennem mine vinduer om sommeren.

 

Jeg rykkede lidt østpå til DR Fyn i 1996. I 1998 forlod Jens Jørgen Brinch DR Sporten, og jeg overtog hans stillingen som redaktionens fast medarbejder i provinsen.

 

Det har jeg så været siden med en enkelt afstikker tilbage til Forsvaret, hvor jeg i 2011-2012, var Presseofficer på Hold 12 i Afghanistan.

 

Det har efterhånden hobet sig op

 

Arbejdet i DR har budt en et hav af gode opgaver. OL i 1996, 2000, 2004, 2008, 2012 og 2016 med roning som fast stofområde og garanti for medaljer. Vinter-OL i 2002 og 2018. Tour de France fra 1998 til 2002, hvor jeg både fik doping, Marco Pantanis storhed og fald, et dansk holds deltagelse og Lance Armstrongs første sejre med.

Jeg har fulgt det mandlige håndboldlandshold fra den første EM-slutrunde i 1994 over EM i 1996, hvor holdet tabte samtlige kampe. Jeg så dem vinde de første medaljer i starten af nullerne, gå på røven i Tunesien i 2005 og stå med det første guld i Lillehammer 2008.

Det er også blevet til en del fodboldslutrunder. VM i 2002 (her jeg sad i en kælder i Seoul, da min søn nummer to blev født), 2006, 2010 i Sydafrika (hvor jeg ikke nåede til en kamp på grund af snevejr), og 2014 i Brasilien (oversvømmelse i gaderne gjorde det til en udfordring at kæmpe sig til Tyskland-USA).

 

Ved EM i Portugal i 2004 sparkede jeg en hund og brækkede håndleddet. I både 2008 og 2012 undgik jeg at komme i konflikt med vildyr, og opfatter derfor de to arrangementer som klare triumfer.

 

Læg dertil hundredvis af Superligakampe, Europa Cup, Lotte Friis’ verdensmesterskab i svømning og et hav af andre opgaver.

 

For det ikke skal være løgn er jeg på det seneste at blive tildelt priser:

 

- Årets Radioreporter ved Prix Radio 2014.

- Årets Fortæller hos Danske Sportsjournalister 2014.

- DRs Krygerpris 2015.

 

Så det er efterhånden ved at være svært at finde noget at klage over.

 

 

 

 

Copyright © All Rights Reserved